Et samfund bryder sammen

Et samfund bryder sammen

Udvikling: Samfundet går i stykker i fattige dele af London. De almindelige normer forsvinder, familier går i opløsning, og der sættes rekord i antal teenagemord. Briterne kalder det The Broken Society, samfundet, der er gået i stykker.

Af MADS BONDE BROBERG Jyllands-Postens udsendte medarbejder

Brixton/London

Det er søndag middag i Crystal Palace, en af Londons sydlige bydele. Den talentfulde fodboldspiller og nyuddannede it-ingeniør Evren Anil får et lift af sin søster, Elif. I en Peugeot 307 kører de for åbne vinduer ad Gipsy Hill. I krydset mod Gipsy Road er der rødt.

Mens bilen holder stille, kaster to sorte drenge på 16 og 17 år en halvspist Lion-chokoladebar gennem vinduet. Evren bliver vred, stiger ud af bilen og råber: »Hvorfor gjorde I det?« Der kommer hverken svar eller undskyldning fra teenagerne. I stedet går de hen til Evren.

Den 17-årige hiver ned i bukselinningen, så en kniv kommer til syne.

»Vil du ha' noget? Vil du ha' noget?« råber han.

Den 17-årige giver kniven videre til sin yngre ven, som trykker den mod Evrens hals, så han presses op mod bilen. Evren mærker snart smerte.

Årsagen er dog ikke kniven, men den 17-årige, der slår ham hårdt, så han falder mod jorden. Evren rammer kantstenen, »som når man taber en dukke«, forklarer et vidne.

Teenagerne forsvinder i et nærliggende socialt boligbyggeri. Søsteren Elif, der har siddet lamslået i bilen, kommer ud og forsøger at hjælpe sin bror. Der løber blod ud af hans mund, og kroppen er kold. Men han er ved bevidsthed. Hårdt medtaget kanter han sig ind på passagersædet. Mens sirenerne fra politi og ambulance bliver tydeligere, begynder Evren at kaste op.

I komatilstand bringes han til hospitalet, hvor han dør otte dage senere.

Evren Anils død er tragisk, men langtfra enestående. Volden eskalerer i London i disse år. På fem år er den vokset med 17,4 pct. svarende til 27.000 ekstra tilfælde - ofte i form af afstumpet vold og overgreb begået af bander.

Volden stiger, fordi samfundet er i opløsning i visse bydele. Normerne er på retur, ligegyldigheden i fremmarch, og fællesskabet visner bort, fortæller fagfolk og eksperter. Man taler om et samfund , der er gået i stykker: The Broken Society.

Uciviliserede forbrydelser

De overordnede kriminalitetstal ligner ellers en succeshistorie. Der er i dag mindre kriminalitet end for fem år siden. Men mikset af forbrydelser er ændret, så der er færre tilfælde af pæne forbrydelser som svindel, butikstyveri og hæleri, mens der begås mere uciviliseret kriminalitet som voldtægt, narkosalg og røveri.

Samtidig er ungdomsmiljøet i dele af London forrået. Det illustrerer opgørelserne over myrdede teenagere. Sidste år blev der sat rekord med 27 dræbte - i en by, hvis indbyggertal blot er en halv gang større end Danmarks. Det er 10 mere end året før og en tendens, der er fortsat ind i 2008 med foreløbigt 12 dræbte på 20 uger.

»Våben bruges oftere, også skydevåben. Og de bliver båret af yngre aldersgrupper end før,« forklarer kriminolog Simon Hallsworth, professor på Metropolitan University.

På et år er der blevet 54 pct. flere knivmord og 18 pct. flere skuddrab. Fem gange dagligt stikkes eller skydes en teenager fra London. Ofte fører et bandemedlem kniven eller trykker på aftrækkeren.

Volden er geografisk koncentreret om nedslidte områder som Hackney, Brixton og Lewisham i det sydlige og østlige London. Kvartererne har flest sorte indbyggere og mangler hyggelige cafeer, smukke parker og indbyggere med eksamensbevis fra et universitet. Til gengæld er der mange arbejdsløse, narkomaner, nedslidte huse, teenagegraviditeter , graffiti-malerier og alkoholikere.

I bydelene er risikoen for at blive udsat for vold 2-3 gange større end i andre London-kvarterer, og risikoen for at blive skudt på er op til 10 gange større. Siger de officielle tal. Reelt er situationen endnu værre.

»Der er meget vold, der ikke bliver politianmeldt i den slags områder,« forklarer Simon Hallsworth.

Et af områderne er Brixton i Sydlondon.

»Husk at dukke dig for kuglerne,« siger folk, når man skal besøge bydelen, der præges af efterkommere fra de tidligere kolonier i Afrika og Caribien.

I vinduet ved fastfood-stedet Kentucky Fried Chicken hænger to efterlysninger om mord begået i de nærmeste sidegader.

Den ene sag begyndte en torsdag aften i familien Nasseris grønthandel-bod. En sort mand stjal en appelsin til 20 pence, 2 kroner. Bodens ejer, Asad Nasseri, opdagede tyveriet og bortviste manden. Det udløste et skænderi, som endte med, at tyven forlod stedet, mens han råbte: »Jeg kommer tilbage.«

Han indfriede sit løfte lørdag kort før lukketid, da han vendte tilbage med fire kammerater samt knive og hamre.

Asad Nasseris fætter, den dygtige lægestuderende Khalil, var tilfældigvis i butikken, og det blev ham, de gik løs på. Khalil blev stukket i ryggen og faldt blødende sammen mellem frugtkasserne, mens chokerede forbipasserende så på. Død på grund af en appelsin.

Tilbage i nutiden, foran fastfood-stedet, sælger en lille, sort mand stoffer, mens en buttet, midaldrende kvinde vralter hen ad fortovet. I hånden har hun en brugt colaflaske med en klar væske i. Nok ikke vand. Hun råber om noget, som går hende på, men de forbipasserende er i høj grad forbipasserende. Da hun endelig får lidt opmærksomhed, er det fra en gruppe unge fyre. »Fuck off bitch,« lyder det - skrid med dig, kælling.

Splittet i atomer

Når volden stiger i områder som Brixton, skyldes det ifølge professor Simon Hallsworth, at samfundet falder fra hinanden:

»Vi har fået et samfund , der er splittet i atomer. Fællesskabet er væk, og folk må selv løse deres problemer.«

Der har altid været kriminalitet i Londons fattige kvarterer. Men før eksisterede trods alt en vis fællesskabsfølelse og en høj grad af selvjustits. Man undlod at pisse i sin egen rede, for nu at udtrykke det malerisk. Det er slut nu.

»Den sociale cement, der engang kunne forene disse lokalsamfund, er forsvundet,« siger Hallsworth.

Nathan John er en ung, sort hjælpepræst og grundlægger af organisationen Youth Enlightment Limited, der hjælper Londons byråd med at tackle problem-unge. Han er enig:

»Over årene har vi mistet forbindelsen til hinanden, så vi i dag ikke er noget samfund længere.«

Folk fokuserer på, hvad der skiller, frem for, hvad der forener.

»Nu er man ikke bare sort. Man er enten sort afrikaner eller sort caribier. Og sort afrikaner er heller ikke nok. Man er enten fra Ghana, Kenya eller Somalia, og selv inden for landegrænserne kan der være opdelinger. Vi deler os over så mange ting, at det har udviklet sig til en joke.«

Samtidig er naboskabet forsvundet.

»Vi har et ordsprog, der hedder: Det kræver en landsby at opfostre et barn - altså mere end en person. Hvis jeg som dreng kom til at låse mig ude, ville naboen sige: Kom ind til mig, så kan du vente her, til din mor kommer hjem. Det ville aldrig ske i dag.«

Samfundsnedbruddet forstærkes ifølge Nathan John af mange splittede familier.

»Vi har teenagere, der dyrker ubeskyttet sex i en meget tidlig alder. Resultatet er, at børn får børn. De har ingen erfaring med opdragelse, og faderen smutter for det meste. Hver anden unge sorte vokser op uden en far, der kan sætte nogle regler,« siger han.

Intet good morning

De to søstre Jeanna og Joyclen Brodie-Mends er opvokset i Hackney, Østlondon, hvor de i dag er socialarbejdere på et ungdomscenter. De er vidner til, at almindelig god opførsel siver væk fra deres barndomskvarter.

»Man plejede at respektere de ældre i området og sige good morning og good afternoon. Men det er der ingen, der gør mere. Og hvis en gammel dame taber noget på jorden, tør hun ikke spørge en ung mand, om han vil samle det op for hende,« siger 31-årige Joyclen. Jeanna, 28, tilføjer, at det ikke kun er hjælpsomheden, der er forsvundet. Også i konflikter er medmenneskeligheden væk.

»Der var også slagsmål før i tiden. Men nu er der tit en, der har en kniv eller pistol, og så stopper de ikke skænderiet, før det er endegyldigt overstået. Forstår du? Når én ligger på jorden. Død.«

Samfundssind, gode manerer og respekt for andres liv og ejendom er klassiske britiske værdier, som traditionelt har fyldt meget i landets selvforståelse.

Under Anden Verdenskrig brugte Winston Churchill de britiske værdier til at mobilisere befolkningen. I maj 1940 lovede han i sin tiltrædelsestale briterne »blod, slid, tårer og sved«. Det var nødvendigt for at sikre sejren. Og uden den var der »ingen overlevelse for det britiske imperium, ingen overlevelse for alt, hvad dette imperium har stået for«.

Meget er sket, siden Churchill samlede nationen med sine taler. Dengang søgte Londons befolkning sammen i undergrunden om natten. Høj og lav sov side om side for at beskytte sig mod tyskernes bomberegn. Nu beskytter indbyggerne sig mod hinanden. I udsatte kvarterer ses adskillige lejligheder med tremmer for alle døre og vinduer.

»Sådan boede jeg også før. Det var for at undgå røverier,« forklarer Jeanna Brodie-Mends, der nu er flyttet fra Hackney.

Dermed opfylder hun et af den amerikanske sociolog Robert Putnams kriterier for et samfund i opløsning.

Han peger på, at når sammenhængskraften i et lokalområde forsvinder, gør folk som en skildpadde - lukker sig inde bag sit skjold.

Da den danske ekspert i sammenhængskraft, cand.psych., dr.phil. Per Schultz Jørgensen hører om tremmerne, udbryder han:

»Så er der ikke noget samfund mere. Man er bange for sine naboer og barrikaderer sig fra den omliggende verden. Sammenhængskraften er væk.«

Det bekræftes af en rundspørge, som avisen har foretaget blandt 50 unge i belastede kvarterer. Kun en tredjedel føler sig britiske, og 72 pct. stoler ikke på folk fra andre bydele.

Selvjustitsen, det kriminologer kalder »social kontrol«, er på retur.

»For få år siden ville folk sige Quiet, please, hvis du larmede i en bus. Det gør ingen i dag, for de er bange. Der har også været eksempler på folk, der blev dræbt, fordi de stod op imod anti-social opførsel,« fortæller hjælpepræst Nathan John med henvisning til bl.a. Evren Anil og chokoladebaren.

Episoden fandt sted i august, men er langtfra det eneste eksempel på, at det kan være farligt at kæmpe mod sædernes forfald. F.eks. blev en 47-årig far til tre for nylig gennembanket, da han overfusede nogle unge, der urinerede i hans forhave.

Uden skrupler

»Når de unge ikke føler sig som en del af samfundet, føler de sig heller ikke forpligtet af fælles normer, og så har de heller ingen skrupler over at bryde dem,« mener ungdomspsykolog Karl Erik Petersen. Derfor stiger volden.

Mangel på skrupler er særlig udtalt hos banderne, der er blevet symbolet på samfundsopløsningen i London. Banderne overfalder uskyldige, der kigger på dem på en nedværdigende måde, mens andre uskyldige gennembankes, stikkes eller skydes, fordi de efter mørkets frembrud færdes i et fremmed postnummer. I den østlige bydel Hackney er det f.eks. farligt at gå ind i postnummer E9, hvis man bor i E5. Og i Brixton må man ikke betræde en anden boligafdeling end sin egen.

Territorieopdeling er ifølge fagfolk hovedårsagen til, at 74 pct. af deltagerne i avisens rundspørge føler sig usikre ved at færdes på gaden om natten.

Hvis du lever ved sværdet

Også bandemedlemmer lader livet fra tid til anden. Som 18-årige Henry Bolombi, kaldet Black H. Efter en festlig nat i det centrale London, stod han og ni kammerater nytårsmorgen af bus 279 i bydelen Edmonton, hvor gruppen mødte en rivaliserende bande. Det kom til slagsmål, og Henry blev skilt fra sin gruppe og jagtet alene ned ad en sidegade. Her blev han indhentet og fik en kniv i brystet. Han døde kl. 6.30 og blev den første myrdede teenager i 2008.

Dermed blev han offer for bandemiljøets egen morale: If you live by the sword, you die by the sword - Hvis du lever ved sværdet, kommer du til at dø ved sværdet.

Eksperten Per Schultz Jørgensen forklarer, at drenge og unge mænd trods risikoen går ind i bander, fordi de mangler faste holdepunkter.

»Vi har ikke længere imperiet, klassekampe, Anden Verdenskrig eller en kold krig, som vi kan samles om. Så fokuserer vi på noget andet, eksempelvis arbejdsfællesskaber eller ens studie. Vi bevæger os fra store til små paraplyer. Hvis man hverken studerer eller arbejder, finder man andre fællesskaber. Er man samtidig socialt udsat, bliver det måske i en bande.«

Den mekanisme er farlig.

»Når identiteten er truet, føler folk sig tvunget til at markere forskellene, eksempelvis postnumre. De er ligeglade med andre grupper. Ja, faktisk kan overgreb svejse dem sammen .«

Samtidig forsvinder det personlige ansvar.

»Der sker en såkaldt de-individualisering. Man bliver en del af gruppen. Personligheden forsvinder, og det personlige ansvar går samme vej. Det gør folk i stand til at udføre uhyrligheder, som de ellers aldrig kunne finde på,« forklarer Per Schultz Jørgensen.

Desuden er banderne ofte bevæbnede, så medlemmerne har mistet den naturlige autoritetsfølelse over for voksne. Hvorfor skulle man lytte til en, der er ældre, større og stærkere, når man i lommen har et våben, der kan myrde ham på to sekunder?

Ond cirkel

London synes inde i en ond cirkel. Mangel på samfundsnormer og sammenhængskraft har medført mere vold. Det får folk til at trække sig endnu mere tilbage til deres egen lille verden og ødelægger dermed de rester af samfundet, der måtte være tilbage.

Sådan er det også gået for Evren Anils efterladte. Det kom frem under retssagen om chokoladebar- mordet i forrige måned.

Forældrene er blevet skilt, familien faldt fra hinanden efter tabet af Evren. Søsteren, Elif, flytter til Australien med sin kæreste for at komme til et sted, hvor man »trygt kan opdrage sine børn«. Om sin snart forhenværende hjemby udtalte hun:

»Jeg er ikke længere i stand til at stole på andre mennesker, og jeg er konstant angst, når jeg går på gaden.«

mads.bonde@jp. dk

Citat

Vi har fået et samfund , der er splittet i atomer. Fællesskabet er væk, og folk må selv løse deres problemer.

Professor Simon Hallsworth, , om samfundet, der falder fra hinanden

Billedtekst: Et af områderne er Brixton i Sydlondon. »Husk at dukke dig for kuglerne,« siger folk, når man skal besøge bydelen, der præges af efterkommere fra de tidligere kolonier i Afrika og Caribien. I vinduet ved fastfood-stedet Kentucky Fried Chicken hænger en efterlysning om mord begået i en af sidegaderne.